overskridende

jeg cykler rundt og ser de gamle steder

med de her linjer er min længsel skabt
i det her landskab gik min barndom frem
men længslen udad var en længsel hjem
mod noget allerede dengang tabt

kun husket indirekte må jeg sige
at det er mig men på en anden måde
for tanken aldrig andet end en gåde
hvor det jeg er er noget jeg skal blive

begærets vej begynder altid blindt
i det her landskab er en labyrint
hvor du går fremad der hvor du er fremme

den allerførste kurve blir fatal
men stiger efterhånden som spiral
til et niveau hvor du igen er hjemme

dommedagsidyl

rustik apokalyptisk pastorale

de danser stadig når skeletben knirker
og drejer gulvets kværn af flaskeskår
så festen males ned til støj og støv
og det til sidst er alt hvad de begærer

de støder lidt krampagtigt mod hinanden
og fugter øjnene som ku de græde
de slås som ku de endnu blive vrede
til træskotramp og hylen i et græsstrå

så ryger konstruktionen med en kvasen
et gulvbrædt sejler ud igennem væggen
der vælter mens den spiller på klaveret

tilfældighedens sammenbrudsmusik
beregner tagstens trommelyd mod jorden
så hakket som et snakkende gebis

i vejret

profeten selv fyldt op af profeti

hans stemme stiger på en sky af spyt
en smitsomt tåget tale ingen hører
når vognhjul rumler over markedspladsen
og mænd i rustning rykker frem i solen:

"jeg ser min by med lig på alle pladser
så ser jeg ingen pladser ingen by
så ser jeg jorden stegt på solens pande
en myre når til enden af sin tråd

den falder tør fra kanten af markisen
hvor myresporets lugte også falmer
et sammensmeltet indre koger over

og bølgeskummet sprøjter ud af munden
som flygtning flyder han en tid i vandet

så blir han havet selv så er det væk

yin yang

taijiquan i parker under solen

vi kommer brændt og blændet af begær
til os der søger lyset klæber skyggen
den følger os og falder os i ryggen
her stiller vi os stille mellem trær

de viser os igen at livets flod
kan strømme i en næsten statisk svimlen
fra jordens mørke brand og ind i himlen
og vende som en vej fra blad til rod

de slynger deres grene ud fra stammen
så alle tidens punkter falder sammen
for alt hvad de vil ha er lige her

de kan den kunst at være hvor man er
at finde en balance i sin krop
hvor skyggen har en plads og åbner op

jeg var

jeg var i mørket men ku ikke sove

jeg syns jeg så at skygger voksed frem
og lå og tænkte natten nok var gået
stod op og drømte at jeg vidste noget
og ville vågne hvis jeg nu gik hjem

jeg faldt og slog mig vågned næsten helt
og husked næsten hvad jeg ville vide
der var en bro men på den anden side
var det det samme det var bare delt

og ord fik ikke sløret til at lette
de blev til nye slør der skjulte dette
jeg ikke ku begribe med forstanden

jeg greb i drømme krydsende hinanden
et vævet filter der hvor grænsen trækkes
jeg var i lyset men ku ikke vækkes

du er

en tilstand er du altid i en tid

og ... (når impulsen stopper eller vender
kan noget meget større kalde i
et mellemrum du først må falde i
en afgrund i dig som du ikke kender

det åbner din bevidsthedsstrøm og sender
et andet lys mod alt hvad du har kendt
i spejlende balance, udadvendt
til du kan svæve hvor din nedtur ender

du ser den klarhed der kan se det sete
men fatter aldrig rigtig hvad der skete
mens din logik gik død i sit system

der var en mening med at sådan blev det
du er en tid imellem dem der ved det
hvor intet kan forstås som et problem)

danser

en rytme er et kredsløb der er liv

musikken ryster gulvet med en torden
der stiger gennem fødder, knæ og lår
til du lar rytmen svinge under skjorten
og melodien kaster med dit hår

så gør du ikke andet end at følge
et kredsløb af impulser i din krop
din ryg pulserer i en flammebølge
og dine hofter hvirvler ilden op

du hviler i din tyngde uden træthed
og løfter armen med en vinges lethed
du svæver stadig når musikken standser

du er som fugl og slange når du danser
forvandlet i det spændingsfelt de skaber
de kæmper i dig, ingen af dem taber