overskridende

Jeg cykler rundt og ser de gamle steder

Med de her linjer er min længsel skabt.
I det her landskab gik min barndom frem,
men længslen udad var en længsel hjem
mod noget allerede dengang tabt.

Kun husket indirekte må jeg sige,
at det er mig, men på en anden måde;
for tanken aldrig andet end en gåde,
hvor det, jeg er, er noget, jeg skal blive.

Begærets vej begynder altid blindt.
I det her landskab er en labyrint,
hvor du går fremad, der hvor du er fremme.

Den allerførste kurve blir fatal,
men stiger efterhånden som spiral
til et niveau, hvor du igen er hjemme.

dommedagsidyl

Rustik apokalyptisk pastorale

De danser stadig, når skeletben knirker
og drejer gulvets kværn af flaskeskår,
så festen males ned til støj og støv,
og det til sidst er det, de kan begære.

De støder lidt krampagtigt mod hinanden
og fugter øjnene som ku de græde.
De slås, som ku de endnu blive vrede
til træskotramp og hylen i et græsstrå.

Så ryger konstruktionen med en kvasen.
Et gulvbræt sejler ud igennem væggen,
der vælter mens den spiller på klaveret.

Tilfældighedens sammenbrudsmusik
beregner tagstens trommelyd mod jorden
fra rytmen i et hakkende gebis.

i vejret

Profeten selv fyldt op af profeti

Hans stemme stiger på en sky af spyt,
en smitsomt tåget tale ingen hører,
når vognhjul rumler over markedspladsen,
og mænd i rustning rykker frem i solen:

"Jeg ser min by med lig på alle pladser.
Så ser jeg ingen pladser ingen by.
Så ser jeg jorden stegt på solens pande.
En myre når til enden af sin tråd.

Den falder tør fra kanten af markisen,
hvor myresporets lugte også falmer.
Et sammensmeltet indre koger over,

og bølgeskummet sprøjter ud af munden.
Som flygtning flyder han en tid i vandet.

Så blir han havet selv. Så er det væk

yin yang

Taijiquan i parker under solen

Vi kommer brændt og blændet af begær.
Til os der søger lyset klæber skyggen.
Den følger os og falder os i ryggen.
Her stiller vi os stille mellem træer.

De viser os igen, at livets flod
kan strømme i en næsten statisk svimlen
fra jordens mørke brand og ind i himlen
og vende som en vej fra blad til rod.

De slynger deres grene ud fra stammen,
så alle tidens punkter falder sammen,
for alt hvad de vil ha er lige her.

De kan den kunst, at være hvor du er,
at finde en balance i din krop,
hvor skyggen har en plads og åbner op.

jeg var

Jeg var i mørket, men ku ikke sove

Jeg syns, jeg så, at skygger voksed frem,
og lå og tænkte, natten nok var gået.
Stod op og drømte, at jeg vidste noget
og ville vågne, hvis jeg nu gik hjem.

Jeg faldt og slog mig, vågned næsten helt
og husked næsten, hvad jeg ville vide.
Der var en bro, men på den anden side
var det det samme, det var bare delt.

Og ord fik ikke sløret til at lette.
De blev til nye slør, der skjulte dette,
jeg ikke kan begribe med forstanden.

Den greb i drømme krydsende hinanden.
Et vævet filter der hvor grænsen trækkes.
Jeg var i lyset, men ku ikke vækkes.

du er

En tilstand er du altid i en tid

og ... (Når impulsen stopper eller vender,
kan noget meget større kalde i
et mellemrum, du først må falde i,
en afgrund i dig, som du ikke kender.

Det åbner din bevidsthedsstrøm og sender
et andet lys mod alt, hvad du har kendt,
en spejlende balance, udadvendt, 
hvor du kan svæve, så din nedtur ender.

Du ser den klarhed, der kan se det sete,
men fatter aldrig rigtig, hvad der skete,
mens din logik gik død i sit system.

Der er en mening i, at sådan blev det.
Du er en tid imellem dem, der ved det,
hvor intet kan forstås som et problem.)

danser

En rytme er et kredsløb der er liv

Musikken ryster gulvet med en torden,
der stiger gennem fødder, knæ og lår,
til du lar rytmen svinge under skjorten,
og melodien kaster med dit hår.

Så gør du ikke andet end at følge
et kredsløb af impulser i din krop.
Din ryg pulserer i en flammebølge,
og dine hofter hvirvler ilden op.

Du hviler i din tyngde uden træthed
og løfter armen med en vinges lethed.
Du svæver stadig, når musikken standser.

Du er som fugl og slange, når du danser
forvandlet i det spændingsfelt de skaber.
De kæmper i dig. Ingen af dem taber.