dommedagsidyl

Rustik apokalyptisk pastorale

De danser stadig, når skeletben knirker
og drejer gulvets kværn af flaskeskår,
så festen males ned til støj og støv,
og det til sidst er det, de kan begære.

De støder lidt krampagtigt mod hinanden
og fugter øjnene som ku de græde.
De slås, som ku de endnu blive vrede
til træskotramp og hylen i et græsstrå.

Så ryger konstruktionen med en kvasen.
Et gulvbræt sejler ud igennem væggen,
der vælter mens den spiller på klaveret.

Tilfældighedens sammenbrudsmusik
beregner tagstens trommelyd mod jorden
fra rytmen i et hakkende gebis.